tirsdag den 20. december 2011

Hannah huer - hestehalehuer

 Min første hestehalehue - Hannah hue

Super nem opskrift, hvis man køber garn der passer til med det samme og ikke som jeg, starter med at købe dette fine garn i blå/grønne nuancer, som viste sig ikke at passe i pindstørrelsen. Så måtte hen og regne efter for at finde ud af hvor mange masker jeg skulle slå op, og endte derfor med at strikke den hue 2-3 gange ca. suk.

Men endte med at blive færdig, overvejer dog at strikke en ny, da den er blevet noget tynd i det.

Noter:
Slog 108 masker op - lukkede 10 masker.
Første indtagning: 12 m, 2 m sammen - 7 omgange
osv.

Var ellers meget spændt, da jeg fik garnet hjem. Købte det på ebay. Men er mere og mere skuffet, men ikke over garnet, mere over at jeg stadig ikke kan hitte ud af at købe det rette garn.

Men 1 stk. hue er færdig, og det er en super god hueopskrift. Dejlig nem, hvis man køber det rette garn.
Samtidig er det altså bare super smart, at kunne have hestehale med hue på.
Er dog stadig i tvivl om jeg er huemenneske, måske ikke, og måske derfor jeg synes den driller.

Men har da strikket en hue mere til julegave, den blev givet i lørdags, så kan derfor vise jer dette billede af den:

Strikket af 3 nøgler strømpegarn fra Bilka - 3 tråde på pind 6. Ved at bruge 3 tråde passede garnet til opskriften, så derfor kunne jeg denne gang følge opskriften, det eneste jeg ændrede på var, at jeg lagde to pinde til i højden inden indtagningerne. 

Den blev meget bedre end den første. Så måske jeg skulle strikke en magen til til mig selv. 
Knapperne er købt i stof og stil.

torsdag den 15. december 2011

Æbleskiver med kanel

Så fik jeg afprøvet endnu en af varianterne i æbleskivebogen. Denne gang grunddej med 2 tsk kanel.
Det var egentlig meningen, det skulle ende med sprøde kanelæbleskiver beskrevet på s. 24
Men det lykkedes overhovedet ikke.

I denne variation skal man smelte smør og farin i æblskivebageren inden dejen hældes i. Dette forsøgte jeg også, men farinen blev bare brændt og smagte vildt dårligt. Disse æbleskiver kan ses på det første billede, det er de meget sorte varianter.
Så det kan jeg bestemt ikke anbefale.

Men æbleskiver lavet på almindeligvis, hvor der er tilføjet kanel, kan jeg dog kun anbefale. De smager super godt og kanelen gør dem meget julet.

Så vil du lige give dine æbleskiver et ekstra julepift, så tilsæt lidt kanel.
Denne gang lykkedes det mig også at få de fleste æbleskiver runde, så øvelse gør mester :)

tirsdag den 13. december 2011

Boganmeldelse: De glemte piger af Sara Blædel

De glemte piger af Sara Blædel

Fakta:
Udgivelsesdato: 12. november 2011
Originalsprog: Dansk
Nr. 7 i serien om Louise Rick

Jeg vidste at jeg skulle have masser af tid, da jeg gik i gang med Sara Blædels seneste krimi. Da jeg plejer at have ret svært ved at slippe dem igen, og denne gang var ingen undtagelse.

Læste den dog ikke ud i et stræk, men næsten.

Louise Rick er nu leder af Den Særlige Eftersøgningstjeneste, en nyoprettet afdeling, der har til opgave at finde nogle af alle de mange personer, der er meldt savnet i tidens løb. 

En kvinde findes i skoven i nærheden af Louises barndomshjem. Denne kvinde viser sig at være den ene tvilling af to piger, der i sin tid blev passet på et af Åndssvageforsorgens institutioner. 

Da Louises chef ser sagen som opklaret trods forvirring om hvad der er hændt disse tvillinger, gør Louise alt hvad hun kan for holde sagen åben, hun kan bare ikke slippe disse piger. 

Kombinationen af gamle minder og opklaringen af hvem denne kvinde var, giver en som læser en stor følelsesmæssig indsigt i Louises liv, både fortid og nutid. 

Samtidig virker det som om der vil komme en bog mere, hvor de glimt af Louises fortid, der læses i denne bog, kan få mulighed for at komme frem og give en større opklaring af hvad det var der egentlig skete dengang.

Jeg kan som forventet kun anbefale denne bog. Sara har endnu engang formået at fastholde mig som læser i endnu en spændende bog om Louise Rick.



D. 31. januar 2012 skal jeg til foredrag med Sara Blædel. Det bliver rigtig spændende. Det er 2. gang jeg kommer til at opleve Sara "live", da hun også var forbi til forfattercafé i Arnold Busck, hvor jeg var elev i november 2006. Her signerede hun min bog: Kald mig prinsesse, en hilsen jeg er meget glad for. 

mandag den 12. december 2011

Årets julekort!


Billede taget af min kæreste, herefter har han været kreativ og kreeret et super fedt julekort. 

Glædelig jul folkens!

søndag den 11. december 2011

Årets julekugler til Milas


Så fik jeg lavet årets julekugler til Milas. Sidste år lavede Louise aka Fru Melgaard dem til os, men i år ville jeg lave dem selv. Så nu er der indkøbt glimmerlim til de næste mange år. Synes det er sådan en hyggelig tradition at Milas får nye hvert år. Jeg har valgt at vi skal have 2, for hvis der er en der går i stykker, så har vi stadig en tilbage.

Jeg har brugt dette decolim fra Panduro Hobby. Det virker super fint. Når man lige har fundet den rette måde. Som i nok kan se, blev den lilla julekugle ikke lige så god som den blå. Men synes alligevel den er sød, det er jo tanken der tæller, og er kun hyggeligt, man kan se de er hjemmelavet, synes jeg.

Så har du lyst til at dekorere dine egne julekugler, er der masser af muligheder, man kan få glimmerlimen i alle mulig forskellige farver. Så rigtig god fornøjelse!

lørdag den 10. december 2011

Brunkager - mor og Milas

I sidste weekend fik Milas og jeg afprøvet de forskellige udstikkere, og det blev til alle disse brunkager:

Brunkagerne er lavet efter en blanding af forskellige brunkage opskrifter. Så da jeg alligevel ville skrive den ned kan i da lige få den her :)

250 g sirup
125 g brun farin
125 g smør
2 stk potaske
1 spsk vand
1 tsk nelliker
1 tsk ingefær
1-2 tsk hjortetakssalt
1 tsk kardemomme
1 spsk kanel
ca. 500 g mel

pynt: halve smuttede mandler

Sirup, smør og farin smeltes i en gryde. Tag det af varmen. potasken udrøres i vandet og blandes i den svalende sukkermasse. krydderierne blandes og tilsættes. Melet tilsættes lidt af gangen. Ælt dejen og sæt den koldt til næste dag.
Udrul dejen tyndt og udstik i forskellige former. Pynt med en smuttet halv mandel.
Bages ved 180-200 grader i ca. 5 min.


Milas ville rigtig gerne udstikke en masse traktorer og tog, så det var lige sagen at jeg havde købt disse motiver. Dog gik der ikke lang tid før fjernsynet og legetøjet trak mere, men hyggeligt han ville være lidt med.
Da de stod og kølede af på risten, kunne vi høre han var ude i køkkenet. Da vi kommer derud står han lige så fint på sin stol og spiser brunkager og var meget glad.
Det så bare så sødt ud og når nu han havde været med til at bage dem, fik han lov :)

torsdag den 8. december 2011

Nye udstikkere

Er de ikke bare fine :)

De er købt hos udstikkere.dk
Jeg købte dobbelt så mange, men de andre 8 var ikke til mig.

Dog var jeg så uheldig at det ene tog manglede, først havde jeg dog set det som traktoren.
Så jeg skyndte mig at skrive til dem at den manglede. 5 min. senere opdagede jeg, jeg havde set forkert at det var det ene tog, og skyndte mig at rette fejlen. Men der havde de allerede sendt en traktor afsted til mig, det kan man da kalde hurtig service. Selv om det var mig der havde lavet en fejl, sendte de også det manglende tog til mig, så modtog det ret hurtigt. 

Er noget imponeret over denne service.

Dog kan man ikke regne med de cm, der står på hjemmesiden, udstikkerne er en smule mindre end de oplyste cm + at det er lidt forvirrende at selvom det er lavet som en dansk side, så står beløbene på svensk.

Men må sige at trods sprogbarriere, da jeg skulle kontakte deres kundeservice - jeg fatter hat af svensk. Så lykkedes det super fint at få forklaret fejlen, og den blev hurtigt rettet. 

Så kan helt klart kun anbefale dette sted. 
Related Posts with Thumbnails