mandag den 3. december 2012

Elefantvesten er færdig

Elefantvesten til Milas er færdig, og synes sagtens han kan have den på. Har taget en ekstra gang ind i forhold til opskriften, så selve halsåbningen ikke er alt for stor.

Desværre var kontrasten på det grønne og blå garn ikke så stor, som den så ud på netshoppen, så elefanterne kan godt være lidt svære at se, men de er der:

FAKTA:
Opskrift: Merle fra garn-garagen.dk
Garn: 55 % lammeuld 45 % bomuld - coast fra garn-garagen.dk
Størrelse: 4 år
Pind: 3,5 og 4
Slutvægt: 79 g
Sværhedsgrad: Meget nem.

søndag den 2. december 2012

Vil altså lige ønske jer alle

Glædelig jul!

Bloggen har lige haft en mindre pause. Forsøger ihærdigt at komme oven på igen, det tager lidt tid. Samtidig har vi haft ret travlt på jobbet. Så de timer jeg har været væk er blevet brugt på at sove og slappe fuldstændig af, mest sove. Da jeg er begyndt på noget medicin, som skal hjælpe på min manglende søvn, så nu sover jeg hele tiden. Lidt upraktisk, men indtil videre hjælper det :)

Men i denne weekend er der kommet lidt gang i juleriet herhjemme. Efter job i går gik jeg derfor i gang med at bage pebernødder, da min morfar kun kan lide den version, jeg laver, så har spurgt om jeg ikke laver nogle i år, og hvad gør man ikke for sin morfar :)


Bagefter blev der pyntet op, er ikke helt færdig, men vi pynter heller ikke så meget som jeg gerne ville, for så skal jeg til at tænke over alle de ting vi har i forvejen til hverdag, og hvad jeg skal gøre med dem. Så der må jules det der kan, uden jeg skal ændre alt i lejligheden.

I dag er det jo d. 1. søndag i advent og derfor er der blevet julet lidt mere. Milas, R og jeg har bagt brunkager. R og jeg lavede dejen klar i går aftes, så der var masser af tid og ro, mens der blev bagt lidt. Milas var overraskende meget med i år, han var med til at bage ca. halvdelen af dejen, det synes jeg er meget godt klaret af en næsten 3 årig med krudt i rumpen :)

Senere i dag tager vi til juletræsfest i hallen, håber det bliver hyggeligt og Milas får en god juleoplevelse :)

I morges fik vi også lige en omgang børnelogik: 
Se Milas, det sner. - Jubii så kommer snemanden, jubler Milas, mens han kigger ud af vinduet :)

Han er meget optaget af julemanden i øjeblikket (har han faktisk været siden i sommers, jeg ved ikke hvorfor). Han har dog lidt svært ved at forstå at han kun må åbne en gave af gangen fra den pakkekalender, hans mormor har lavet til ham. Pakkerne hænger på min gamle broderede julekalender. Det er en min mormor har lavet, super skønt med lidt julegenbrug, dejligt med minder :)

Håber i alle får julet lidt, vil ønske jer glædelig jul og glædelig 1. søndag i advent, så har jeg da ikke glemt det  midt i min forvirring :)

lørdag den 24. november 2012

Rib i alverdens farver

For noget tid siden var jeg en tur i stof og stil, og her blev der ellers shoppet forskellige farver rib, så jeg er sikker på jeg har til alt det forskellige stof, jeg har derhjemme.

De havde nemlig været så smarte at klippe en masse, som lå klar i disse små bunker, og så var det ellers med bare at vælge, hvad der kunne bruges. Super smart, og nu er jeg sikker på jeg har.

Synes godt det kan være lidt svært at overskue, når man skal hen og hente de store ruller for at have 25 cm rib i en eller anden farve, men må dog alligevel indrømme, at på denne måde, har jeg vist fået købt lidt flere forskellige farver, end jeg ellers ville havde gjort :)

Så 1-0 til stof og stil :)

fredag den 23. november 2012

Lækkert orange drengesæt

Har endelig fået syet lidt igen, denne gang dette orange sæt, som Milas havde på til sin fars surprise fødselsdag d. 17. november.

Bukserne har længe ligget og bare manglet rib i taljen, det er et UFO projekt fra en anden kreativ kvinde, som hendes søn ikke længere kunne passe, så dem var jeg så heldig at få og kunne sy færdige til Milas.

Blusen blev jeg lige nød til at sy, da jeg fik klippet forkert i dyrestoffet og skulle være sikker på der var nok til denne bluse.

Så farverne blev orange den dag. Men nu har han da et sæt han kan passe, han er efterhånden vokset ud af alt sit tøj, den langlemmede dreng.

Ville ønske jeg havde mere overskud til at få syet til ham, som det er nu tager alt en krig, da jeg må holde en del pauser undervejs, for at mit hoved ikke skal presses for meget.

torsdag den 22. november 2012

Endnu en terapi opskrift.

Nu hvor strikketøjet får mig til at slappe meget af, har jeg måtte ud og investere i en ny opskrift + utroligt lækkert garn.

Har længe kigget efter en vest med elefanter i bærestykket, så da jeg faldt over hjemmesiden: http://www.garn-garagen.dk/, hvor der var denne skønne opskrift:
Ja så måtte jeg bare købe den + garnet til. 

Ved godt at der er en del der mener det er en pigemodel, men har købt garnet i blåt og grønt og vil så strikke den med elefanter i stedet for hjerter. Håber det vil fungere, ellers må min niece få den i stedet :)

Det meste er ret rundt på rundpind, så der er heller ikke her, det store at skulle tænke over, det er meget rart, så er det bare mine hænder der skal arbejde :)

onsdag den 21. november 2012

Surprise party - 30 år

Lørdag d. 17. november havde jeg set frem til meget længe. Jeg var meget spændt på om det hele ville klappe, her havde jeg nemlig planlagt surprise party for Rasmus med hjælp fra hele familien, da han i dag bliver 30 år. Så han skulle fejres med maner i lørdags.

Da jeg blev syg overvejede jeg meget at aflyse, men har en helt fantastisk familie, som gik ind og hjalp, så det var ikke meget jeg skulle bekymre mig om, så det hele blev arrangeret og Rasmus blev meget overrasket. Det er bare dejligt med så meget opbakning, især når de fleste skal køre pænt langt for at komme herned.

Rasmus havde været på kursus hele fredagen og skulle først komme hjem efter kl. 16 lørdag, så der var for en gang skyld masser af tid til at nå de forskellige ting uden stress og jag. Det er ellers meget sjældent han er så længe væk herhjemme fra.

Vores familie kom med hver deres del af maden. Da Rasmus altid fik ristaffel til sin fødselsdag, da han var yngre var det da det vi skulle have. Mums siger jeg bare.

Min søster skulle selvfølgelig stå for kagen, og må virkelig sige, det er en af de flotteste hun til dato har lavet og virkelig en fotograf værdig:

Milas ville meget gerne have kage, han elsker sin mosters kager:

Søndag stod den så på rester, det smagte stadig mums. Meget var spist, men der var også masser tilbage:

Dagen blev meget vellykket alle var glade og tilfredse, og det lykkedes os for en gangs skyld at overraske Rasmus uden at han havde den mindste anelse om, hvad der skulle ske :)

Tak for hjælpen alle sammen, har en meget glad fødselar :)

tirsdag den 20. november 2012

Årets juledekorationer

Igen i år er der blevet tid til at lave lidt juledekorationer. Der blev slappet maks af mens der blev kreeret lidt julehygge :)

Jeg nåede at lave 3 dekorationer, bl.a. en adventskrans, desværre er to af lysene knækket, men håber de holder:

Er totalt stolt af Milas, der bare lige sådan arrangerede disse to:
Især da han ikke havde den store tålmodighed. Han tog bare grene og kogler og satte dem i, hvis ikke de ville blive siddende, måtte jeg lige hjælpe med at presse dem ned i leret, men udover det er det ham der har valgt, hvor det forskellige skal sidde, det synes jeg er så godt gået.

Var godt brugt og meget træt om aftenen, men nu er der lavet klar til lidt hygge i dec. måned - dejligt.

Lige et billede af alle dekorationerne - lavet af min søster, min mor, 2 veninder, mig og Milas:
Related Posts with Thumbnails