Viser opslag med etiketten Strikkerier. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Strikkerier. Vis alle opslag

onsdag den 13. august 2014

Endnu en UFO

Jeg er virkelig ved at forsøge at få ryddet ud i mine garn UFO'er. Derfor er jeg også gået videre med at strikke uglesweateren, som jeg også gik i gang med i 2012.

Her blev problemet bare at jeg pludselig var alt for rund til at kunne afprøve om kroppen var lang nok, og ja så går man jo i stå. Men nu skal den være færdig.

Er dog spændt på om jeg vil lige en pølse i skind, når den kommer på, for den er figurstrikket og der er stadig et par kg eller mere for meget på sidebenene :)

Det værste ved denne opskrift er at jeg har købt den på engelsk på ravelry, men ærligt jeg er ikke helt stærk i de engelske termer, så jeg har det med at gå i stå.

Så er lidt bange for at den vil gå i stå igen, men håber at jeg med dette opslag kan holde mig selv lidt i ørerne :)

mandag den 11. august 2014

Overblik blev færdig - endelig!

Efter lidt over 2 år - startede d. 22/7-2012 - færdig d. 5/8-2014 i hvert fald 2. gang. Måtte pille den første udgave op i halsen, da den blev alt alt for vid. Den blev ved at glide ned om skuldrene. Så op med den, så jeg kunne blive glad for denne langsommelige cardigan.

Det var slet ikke meningen at den skulle tage så lang tid at strikke, men der kom lige en graviditet og en amningsperiode i vejen. For den er strikket i ren uld, og den spindeolie, den stank simpelthen så da min lugtesans var allermest følsom måtte jeg opgive. Det gik bare slet ikke.

Bagefter når noget har ligget så længe er man bare en krig om at komme i gang igen, men nu ville jeg bare være færdig, og det blev den da.

Nu er jeg bare spændt på hvordan den bliver efter en gang vask, da jeg ikke er så god til 100% ren uld, så håber den bliver mere blød i det, ellers bliver den kun brugt uden på langærmede bluser. For bruges skal den, med det besvær og synes rigtig godt om farven og mønsteret. Men men det varer længe før jeg skal strikke noget med snoninger igen :)

Den fine grønne farve (som desværre ikke gengives 100% på billederne) fik selskab af de fineste porcelænsknapper som Helledusseda fra Ravelry har lavet - hint: de kan købes hos Rasmilla :) Det er bestemt ikke sidste gang jeg skal krydre mit strik med fine knapper fra Helledusseda. Elsker at de er så forskellige og alligevel ens:


Fakta:
Til: mig!
Størrelse: L
Opskrift: Overblik af Annette Danielsen fra bogen strik en stund
Garn: Blackhill højlandsuld fra garnudsalg.dk - pæreskal
Forbrug: 347 g med knapper
Pinde: 2½ og 3
Andet: Har taget ekstra ind i halskanten, på hver gentagelse af p. 1-8 har jeg taget ind både på p. 3 og 7. Med interval 30, 20, 15 og 10. Så den sidste omgang hvor der slet ikke skal tages ind, har jeg også taget ind med 10 m. mellemrum på p. 3 og 7.

onsdag den 30. juli 2014

BM: Priktrøje til Linus!

Så fik Linus sin nye strikcardigan til til vinter. Den har været undervejs siden marts, men alt strik har bare været gået i stå herhjemme. Men nu er den her - se lige min charmebøf:



Fakta:
Til: Linus
Størrelse: 20 mdr.
Opskrift: Priktrøje af Lene Holme Samsøe
Garn: Bomuld/uld og uld fra Geilsk
Forbrug: Næsten et helt ngl. af bundfarven og resten meget lidt
Pinde: 2½ og 3

onsdag den 22. januar 2014

Tempelblomst - dejlig lun poncho


Lige så snart jeg så denne fine poncho, vidste jeg, jeg bare måtte strikke den. Desværre havde boghandlen ikke bogen hjemme, så måtte lige vente lidt dage på at den kom hjem.

Da jeg så først gik i gang, kørte det bare derud af. 20 dage tog det, og det med juletamtam imellem. Startede d. 15. dec og var færdig 4. jan. Det synes jeg egentlig er meget godt klaret :)

Den er super skøn og lun, og overvejer allerede at strikke flere.

Fakta:
Til: Mig!
Størrelse: L-XL - med forlængelse i længden og formindskelse af ærme. Forklaring under andet.
Opskrift: Tempelblomst af Annette Danielsen
Garn: Bomuld/uld Chunky fra Garnudsalg
Forbrug: 472 g
Pinde: 4 og 5 mm
AndetForlænget 1 blomst: omg. 99 - 15 r, 2 vr, 3 vr sm, 2 vr = 20 m igen, fortsat omg rundt. Derefter tilbage til omg. 80 og strik der fra.
Ærmeindtagning: ærmer taget ind til 42 m efter aflukning, da jeg syntes de blev for flagrende til mig.

fredag den 22. november 2013

Fin strikket vest til mig!

Ja det sker jo ikke så tit, jeg bliver færdig med noget til mig selv, men i denne uge, er jeg faktisk blevet færdig med hele to ting.
Den ene er denne fine islandske vest fra bogen Islandsk strik, jeg anmeldte for noget tid siden.

Den anden må i vente lidt med at se endnu :)

Jeg er allerede rigtig glad for min nye vest, og er sikker på jeg kommer til at bruge den meget her i vinter. Det eneste minus er at jeg ikke havde 4 farver i bomuld/uld til striberne, så den lyseblå er ren uld, det kan man godt mærke og se, men synes alligevel ikke det er noget der springer meget i øjnene, så det går nok.

Fakta:
Til: Mig!
Størrelse: XL - da garnet ikke helt passede i løbelængden
Opskrift: Vormorgunn vest - fra bogen islandsk strik
Garn: Bomuld/uld og uld fra Garnudsalg - bomuld/uld fra Fru Jensens unikum - er helt vild med bomuld/uld kombien, bliver vist bare aldrig en ren uld pige, men nu ved jeg da det :)
Forbrug: Ca. 140 g af grund blå - 15-20 g af de andre farver i striberne.
Andet: Er strikket med to tråde garn på pind 4,5 og 5,5 mm.


tirsdag den 3. september 2013

Oslo til Milas

Jeg har i et par måneder været i gang med en Oslo til Milas. Det er sådan en skøn anorak, som flere jeg kender har strikket til deres små poder. Samtidig er det også et super godt stk. strik at have med sig, så det har været sådan et lidt tage-med-på-tur projekt.

I sidste uge blev jeg så færdig og synes den er blevet super fin. Den sidder rigtig godt på ham, desværre syntes han den kradsede for meget, da den blev afprøvet. Nu er den blevet vasket, så håber at kunne lokke ham i den igen, ellers ved jeg ikke rigtig hvem der skal have den.


Jeg har justeret lidt på de forskellige mål. Da Osloen i sig selv er ret bred (erfaringer fra andre) valgte jeg at strikke den i str. 3-4 år. På trods af at Milas fylder 4 år til januar. Jeg forlængede så bare mønsteret 2-3 cm. Undtagen på ærmerne, hvor jeg endte med at måtte pille retrillerne af og strikke nedefter efter endt arbejde, da de simpelthen blev for korte. Så her blev de grå retriller pillet af og det blå stykke blev forlænget 2 cm mere inden jeg strikkede retriller igen.

Jeg har aldrig prøvet at ændre på strik på denne måde, så var lidt spændt på om det kunne ses, men det kan det faktisk ikke, især ikke nu hvor den er blevet vasket. Så er bestemt ikke sidste gang jeg i stedet for at ærgre mig, simpelthen bare forsøger at forlænge.

Fakta:
Størrelse: 3-4 år med 2-3 cm forlængelse + 4 cm i ærmerne
Garn: Raggsokgarn fra Netto - ca. 4 nøgler blå og 5 nøgler grå
Til: Milas

mandag den 2. september 2013

1 års dag hos min niece, det kræver jo gaver :)

I weekenden var vi til 1 års fødselsdag hos min skønne niece, og selvfølgelig har jeg gået og lusket med lidt kreative gaver.


Min søster havde ønsket sig en hest af African Flowers til hende, når nu jeg ikke vidste hvad jeg skulle bruge dem til jeg havde hæklet, så det fik hun da. Men ærligt tror det er den eneste jeg laver, det er lige kedeligt nok til mig sorry :) Se flere billeder på ravelry.


Hun skulle da også begaves med et fødselsdagssæt, sådan er det altså bare:


Samt en fin Bella baby top, som har været færdig noget tid, men ikke vist. Den er strikket i str. 18-24 mdr, da der ikke var en str. mellem 9-12 mdr og 18-24 mdr. Så var meget i tvivl om hvilken str. jeg skulle strikke, nu er den da endt med at blive alt for stor, men så ved jeg da hun kommer til at kunne passe den med den raketfart hun har på :)
Det var også denne top jeg eftersøgte garn til på et tidspunkt og var så heldig at få lov at købe et nøgle af en sød ravelryer :)

For:
Bag:

Fødselaren blev rigtig forkælet og min søster havde bare lavet det mest gennemførte tema, ved med sikkerhed at det kommer på hendes blog en af dagene, så hold øje er: Biancaskageverden.blogspot.com

torsdag den 13. juni 2013

Hættetrøje til lillebror


Så fik jeg strikket denne lille hættetrøje til lillebror. Har været i gang med den noget tid, den har bare drillet lidt, da der var en del nye strikketeknikker, jeg skulle lære.

På trods af opskriften er på engelsk, er den let at gå til, når bare man lige har overskuddet til at lære de nye ting :) Men der henvises til nogle ganske fine vejledninger.

Er desværre ikke helt tilfreds, men ved at det er pga. de nye teknikker, så hvis jeg strikkede den igen, ville der ikke være de samme tydelige overgange, samtidig har jeg fået lavet den lidt for bred, men den kan bruges og lillebror kommer ikke til at fryse til vinter :)

Om jeg strikker den igen ved jeg ikke, men overvejer, da jeg godt kunne tænke mig at lave en som ikke føles som en prøvemodel, da jeg egentlig synes den er en ganske fin model, og ja nem at gå til :)

Fakta:
Størrelse: 0-6 måneder
Garn: Raggsokgarn fra Netto - 3 nøgler + en sjat
Til: Lillebror

onsdag den 22. maj 2013

Traktor sweater - er godkendt


Man kan lige ane Milas' fod og hånd i det ene hjørne, for han skulle da være med til at tage billeder af den fine bluse.

Blev færdig med at hæfte ender i går aftes. Det er første gang jeg har syet maskesting på en strikket bluse, syntes faktisk det var lidt svært især, da garnet ikke dækkede helt som jeg gerne ville have.

Men Milas er glad og tilfreds, der er dog bare lige et problem, den er strikket i str. 4 år og Milas er kun 3, så den er for stor.

Da han prøver den stikker han glad hænderne i vejret og vifter med fingrene, du skal strikke en lille mor.

Hmm tror jeg ikke lige jeg får gjort, da den nummeret mindre kun er str. 2 år, håber bare på at han kan passe den til vinter.
Men skønt han kan lide det jeg laver.

Vil du se billeder undervejs, så tjek blusen ud på min ravelry profil: Traktorbluse


Fakta:
Størrelse: 4 år
Garn: Bomuldsgarn fra stof og stil, Bumbo bomuld + andet
Opskrift: Den lille traktoren Gråtass - med ændret hals i stedet for hætte.
Til: Milas

onsdag den 24. april 2013

Coral eller top med retstrikket bærestykke

Til kreaweekenden blev jeg færdig med Coralen, den har været undervejs siden i sommers, så det var vist ved at være på tide.

Desværre ville jeg meget gerne strikke den ud fra den engelske opskrift, men det fungerede ikke helt med de skrevne maskeantal, så det hele har været meget på forsøgsbasis.
Samtidig forstod jeg ikke helt det med at lukke den af, så nu går den ned i en meget skarp spids foran. Men som omstændighederne er, er det faktisk kun en fordel, da jeg nu har en super fin graviditetstop her til sommer. Så skaden er ikke så stor.

Må bare strikke en  ny efter den danske oversættelse en anden gang :)







Fakta:

Sørrelse: M-L
Garn: Bomuldsgarn fra stof og stil - har ikke lige vejet den, så ved ikke gram lige nu, opdatere det senere.
Opskrift: Coral eller top med retstrikket bærestykke
Til: mig

mandag den 15. april 2013

Elefant cardigan til baby

Så blev jeg endelig færdig med lidt til babyen :)

Det er blevet til denne cardigan med elefanter:

Har stadig lidt svært ved farveskift, så det har drillet lidt i slutningen af elefanterne, samt striberne er ikke lige overfor hinanden forneden, da jeg er kommet til at stramme for meget ved farveskift, men skal jo lære det.

Udover det er jeg ganske godt til freds :)

Fakta:
Sørrelse: 3-6 måneder
Garn: Hjertegarn Merino Silk - grå/råhvid
Til: Baby

fredag den 11. januar 2013

Lidt strømper :) + nr. 1/12

Har gang i en hel del større projekter, så der er ikke så meget at vise på bloggen, men lægger op når der er lidt :)

Her i sidste uge fik jeg strikket et par strømper færdige til min mor, som jeg har været i gang med siden starten af 2012, det var et byttepar, hvor vi havde købt sammen slags garn og vi så skulle strikke til hinanden, desværre er de blevet alt for store tror jeg, så ved ikke om hun kan bruge dem:

I år har jeg tilmeldt mig en gruppe på Ravelry for nybegyndere, der gerne vil strikke strømper, det blev til et par til Milas i første omgang, så blev ikke det mønster, der var valgt i gruppen som start mønster, håber dog at få strikket det også på et tidspunkt.
Milas mente at de strømper jeg strikkede til hans mormor, var til ham, så derfor måtte det næste par jo blive til ham, trods jeg så startede ud med at hoppe over startmønsteret. 

Strikket i str. 28
Skal lige have sat noget latex under så han ikke glider rundt når han har dem på, og har smidt sutskoene i børnehaven.

tirsdag den 25. december 2012

Jul 1: Vanter til gaver!


Her efter jul er det tid til at få gjort status på lidt af alle de hjemmekreerede gaver. Hele 21 stk. uglevanter nåede der at ryge på og af pindene herhjemme.

Det aller sidste hold til mine 6 kusiner og min svigermor, håber de kan bruge dem og bliver lige så glade for deres, som jeg er for mine.

Mønstret kan varmt anbefales, det er på engelsk, men super nemt, og kan finde lige her. (ravelrylink)

Lidt billeder af dem alle sammen:


mandag den 3. december 2012

Elefantvesten er færdig

Elefantvesten til Milas er færdig, og synes sagtens han kan have den på. Har taget en ekstra gang ind i forhold til opskriften, så selve halsåbningen ikke er alt for stor.

Desværre var kontrasten på det grønne og blå garn ikke så stor, som den så ud på netshoppen, så elefanterne kan godt være lidt svære at se, men de er der:

FAKTA:
Opskrift: Merle fra garn-garagen.dk
Garn: 55 % lammeuld 45 % bomuld - coast fra garn-garagen.dk
Størrelse: 4 år
Pind: 3,5 og 4
Slutvægt: 79 g
Sværhedsgrad: Meget nem.

søndag den 18. november 2012

Strikket top i hulmønster

Noget af den tid jeg har været hjemme og hvor jeg ikke har sovet. Har jeg strikket rigtig rigtig meget. Det er nærmest terapi, det kører bare derud af, uden at jeg skal tænke en masse, samtidig med at jeg stadig føler jeg laver noget.

Derfor er denne top nu endelig færdig. Den er strikket fra et mønster hos Stof og stil, købt for et godt stykke tid siden og påbegyndt i sommers.

Syntes mønsteret blev lidt kedeligt i længden, men nu mens jeg har haft det skidt, har det bare været perfekt.

Jeg endte med ikke at tage ud den sidste gang, de skriver i mønsteret og lukkede meget stramt af, da halskanten ellers faldt ned over skuldrene på mig.

Synes den virker ret stor og luftig i det, og skal nok få den brugt, men er overrasket over hvor stor den bliver ved halskanten, hvis ikke man "snyder" lidt for at få den mindre. Bare for at få den til at passe i cm i overvidde. Så stor er min overvidde altså heller ikke :)

Normalt er dette slet ikke min farve, men det var garn jeg havde liggende - en af de pakker, der havde lettere farveafsmitning, som er blevet vasket. Så derfor prøvede jeg farven af.

Det er egentlig meget rart bare lige at kunne tage fra lageret, når der er noget man har lyst til at gå i gang med, og synes egentlig ikke farven er helt dum, især ikke fordi, jeg altid har en sort bluse eller top indenunder, da jeg ikke er fan af at man kan se min BH gennem hulmønstre. Derfor jeg tit dropper at lave en fed opskrift hvis der er for meget hulmønster.

Fakta:
Opskrift: Bluse - 95071
Garn: 100 % bomuld - cotton fra Stof og stil
Størrelse: XL
Pind: 3,5
Slutvægt: 267 g
Sværhedsgrad: Meget nem, man skal bare lige ind i en rytme med snoningerne, så kører det bare derud af.

mandag den 22. oktober 2012

Endnu en strikket sag til niecen

Hun bliver vist lidt forkælet den lille niece :) men måtte bare strikke denne fine cardigan og da gratis opskriften hedder 0-3 måneder, ja så skulle det være nu, mens hun kunne passe den.

Ender dog med jeg må have indkøbt de andre størrelser også, for den er super nem og vildt sød.

Da jeg havde strikket op til ærmerne skulle på, opdagede jeg at jeg havde glemt knaphullerne, gad ikke pille det hele op igen, så har hæklet en kant med knaphuller til. Var lidt træt da jeg startede på den :) Tror jeg har tænkt den kun skulle have knapper i bærestykket, men nu har den fået hele vejen ned.


Fakta:
Opskrift: Pickles Plain Cardigan
Garn: Raggsokgarn fra Netto (1,2 nøgler - 86g) og 1 tråd bomuld fra Stof og stil (i nøgle - 45g)
Størrelse: 0-3 måneder
Pind: 7
Slutvægt: 141 g
Knapper: 6 stk. helt klar gule
Sværhedsgrad: Super nem, de gik nemmere med de engelske termer denne gang. Men glemte da knaphullerne.

torsdag den 18. oktober 2012

Fin lille tunika

til min skønne niece :)
Den er dog alt for stor endnu, er strikket str. 1 år, men så den og måtte bare strikke den. Desværre er den blevet lidt tung, håber hun kan bruge den alligevel, den skulle gerne varme rigtig godt.

Er gået i gang med en cardigan stort set samme fremgangsmåde og har fundet ud af bare at gå op i pindstørrelse og ikke tilføje mere garn for at få strikkefastheden til at passe, så gør jeg helt sikker næste gang, så vil den ikke blive så tung.

Men det er jo sådan man lærer undervejs :)

Fakta:
Opskrift: Pickles Plain Tunic
Garn: Uldgarn fra Netto (2,2 nøgler) og 2 tråde bomuld fra Kvickly (3 nøgler)
Pind: 6
Størrelse: 1 år
Vægt: 315 g
Sværhedsgrad: Super nem, skal dog stadig blive mere dus med de engelske strikkebegreber.

torsdag den 11. oktober 2012

Travlhed både ude og hjemme.

Jeg har travlt og er meget træt for tiden, der er en masse der skal nås og lidt sene arbejdsdage.

Men har da fået hæftet ender og syet øjne på lidt uglevanter, det er bare årets hit både til gaver og eget brug herhjemme. De er så nemme at gå til og skønne at sidde med om aftenen.


fredag den 28. september 2012

Fingerløse vanter med ugler

Så blev jeg færdig med disse fingerløse vanter med ugler i Orange.
de er super nemme at strikke og er lavet på 2 dage, en aften til hver vante.

De skal bruges her til vinter på arbejdet, da jeg altid fryser på fingrene, og da jeg arbejder i en boghandel var det meget nærliggende at det blev dem med ugler og vores logo er orange så voila :)

Fakta:
Opskrift: Owl Mitts
Garn: Hjertegarn - Ragg-strømpegarn
Tidsforbrug: 2 dage



fredag den 21. september 2012

Pille, pille op!

Så gik den ikke længere, endelig langt om længe fik jeg lavet denne:

om til dette:

Så må jeg så finde ud af hvad jeg så skal lave ud af dette fantastisk bløde garn.

Det skulle i hvert fald ikke gå til spilde.
Det er første gang, jeg har pillet så stort et arbejde op, har da også mistet lidt garn undervejs ca. 20g. Men hellere miste det end den bare ligger og aldrig bliver brugt.

Har du nogle gode ideer, så sig til :)

Har du prøvet at pille et stort arbejde op, fordi det bare ikke duede, da det var færdigt?
Related Posts with Thumbnails