tirsdag den 31. januar 2012

Boganmeldelse: Små solfugle i det fjerne af Christie Watson

Små solfugle i det fjerne af Christie Watson

Fakta:
Udgivelsesdato: 31. januar 2012 - I DAG
Forlag: Cicero
Originalsprog: Engelsk - Tiny Sunbirds Far Away


I denne bog møder vi Blessing og hendes storebror Ezikiel. De bor sammen med deres forældre i de velhavende boliger i Lagos. Men da deres mor finder faderen sammen med en anden kvinde, ændres deres tilværelse markant.

Da moderen ikke længere er gift, bliver hun fyret fra sit arbejde, og de har ikke længere råd til at bo i den trygge og beskyttende verden, de indtil nu kun har kendt.

De må derfor flytte sammen med moderen ud til deres bedsteforældre i det fattige og landlige Niger-delta. Her kæmper de for at få en ny tilværelse til at fungere i fattigdom, og hvor bedstefaderen Alhajis ord er lov.

Blessing skal nu til at finde ud af hvordan denne verden fungerer, og overraskende nok, befinder hun sig godt der. Hun knytter et meget stærkt bånd til bedstemoderen, som tager hende i lære, så hun kan lære et håndværk, da der ikke er råd til at hun kan få i skole.

Vi hører om verden på godt og ondt i dette område. Om de bander, der hærger og hvordan indstillingen til livet er meget anderledes der, da der ofte er pengemangel, og derved også mangel på mad. Blessing lærer at sætte pris på de små ting i livet, og falder godt til.

Dette er en bog, jeg havde meget svært ved at slippe igen. Hele denne omvæltning Blessing oplever og hendes måde at tackle den på, fangede mig meget, da hendes tanker på en gang er et lille barns, men også realistisk voksent, disse hjælper hende til at falde godt til i denne nye tilværelse. Da hun hurtigt forstår, hvad er der behov for, for at de kan overleve og for at de kan have det godt.

Hun har det dog svært med sin bedstefar og ved ikke altid hvordan hun skal forstå ham, men alligevel finder hun en middelvej, hvor de begge kan være så forskellige som de er, uden det skaber problemer.

Den der har det sværest ved flytningen er Ezikiel, da han er syg af bl.a. astma, og derfor skal have sin medicin, som er meget dyr at skaffe, samtidig med at bedstefaderen ikke vil anerkende at han kan være syg, for det er man bare ikke, og da det er ham der sidder på pengepungen, gør det ikke det hele meget nemmere.

Jeg synes bogen giver et rigtig godt indblik i hvordan dagligdagen kan være for disse fattige dele af landet, hvor det, trods hvad man hører i nyhederne, ikke altid kun er frygt og fattigdom, der er fokus på for disse familier. Hvis ikke de havde denne anderledes tilgang til livet, tror jeg ikke de ville kunne overleve. Da jeg ikke ved præcis, hvordan familier, som denne i virkeligheden tænker og er, kan jeg ikke sige, om det er sådan, men det virker på mig som om Christie virkelig har gjort sit fodarbejde godt, og fundet frem til en realistisk kultur.

Rigtig god bog, der varmt kan anbefales.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Skriv gerne en hilsen, er dejligt at vide nogle lige kigger ind :)

Related Posts with Thumbnails